6 misforståelser om SEO der skader salget

Lad det være sagt med det samme: Som tekstforfatter er jeg selv overbevist om SEO-tekstens lyksaligheder. Derfor bliver jeg også så ærgerlig på mine kunders vegne når jeg støder på misforståelser a la:

"SEO? Det har min udvikler da styr på!"

Har du ikke helt forstået hvad SEO er og kan, kan det skade dit salg - det er dyre lærepenge i det lange løb.

Du ved sikkert godt at SEO står for Search Engine Optimization eller søgemaskineoptimering, og at det er noget med at blive fundet i Googlesøgninger.

Den gode SEO-tekst kan styrke dit salg, mens manglende eller dårlige SEO-tekster kan sende kunderne over til dine konkurrenter i stedet.

Men hvad er det nu liiige det der SEO går ud på? Sådan helt præcist? Det er her misforståelserne ofte stikker deres lange skanker frem og spænder ben for salget.

Derfor har jeg fundet det store forskærersæt frem og parterer her de mest almindelige SEO-misforståelser. Hvor mange af dem kan du selv genkende?

"Nej tak, jeg har ikke brug for SEO, fordi …"

Misforståelse #1: "SEO er noget teknisk – det har vores udvikler styr på"

SEO er også noget teknisk, men det tekniske kan ikke stå alene. Det skal parres med godt kvalitetsindhold i form af tekster (og også gerne billeder og video, selvom søgemaskinerne ikke helt kan afkode det – endnu).

Overordnet er SEO bygget op af tre elementer:

  1. It-arkitekturen på dit site – altså den tekniske opsætning: Loader siden hurtigt nok? Er der fejl på siden? Tilpasser den sig automatisk til computer, tablet og mobil? Osv.
  2. Indholdet på sitet – primært teksterne: Er der meget indhold om emnet (mange artikler)? Er indholdet søgemaskineoptimeret med søgeord og overskrifter mv.?
  3. Sitets popularitet og troværdighed: Linker andre til dit site?

Alle tre elementer er vigtige, men kun de første to har du selv fuld kontrol over, så start her. Så er der større sandsynlighed for at populariteten følger med.

Misforståelse #2: "SEO er ikke nødvendigt i min branche – mine kunder finder mig ikke gennem Google"

Uanset om dit nuværende salg foregår gennem netværk eller din fysiske butik, kan du være sikker på at dine kunder søger information om dit produkt eller din ydelse inden de køber. Den information skulle de gerne finde på DIN hjemmeside og ikke på konkurrentens, ikke sandt?

SEO-tekster handler ikke bare om at lokke købeparate kunder ind via Google. Det er i lige så høj grad et spørgsmål om at fange potentielle kunder mens de bare søger generel information om emnet, så det er din virksomhed der ligger top-of-mind når de når frem til en endelig købsbeslutning.

Misforståelse #3: "SEO-tekster er kedelige og pladret til med søgeord"

EEERRRHHHH! Forkert!

SEO-tekster er optimeret, så de opfylder Googles søgemaskiners krav. Google har interessere i at give deres brugere så god en søgeoplevelse som muligt, så kvalitet er et vigtigt parameter for søgemaskinerne og algoritmerne bag.

En tekst, der er pladret til med søgeord, bliver straffet og skubbet længere ned ad rangstigen i Google. Derfor er en væsentlig del af søgemaskineoptimeringen at skrive en tekst af høj kvalitet, både sprogligt og indholdsmæssigt.

Misforståelse #4: "Vi fik skrevet SEO-tekster da vi lavede hjemmesiden for 5 år siden"

Super, så er du godt i gang! En god SEO-tekst kan skaffe dig leads og øge dit salg gennem mange år. Men – for der er selvfølgelig et men – du må ikke lægge dig til at snorksove på laurbærrene endnu.

Et af Googles rankingkriterier er nemlig at der er løbende aktivitet på dit site. Det vil sige at der skal lægges nye tekster op med jævne mellemrum. Hvis dit site er ”dødt” – uden aktivitet – vil det ubønhørligt krybe nedad i søgeresultaterne. En blog kan være en måde at holde aktiviteten i gang på samtidig med at du producerer kundeorienteret kvalitetsindhold.

Google ændrer også løbende deres kvalitetskriterier, og relevante søgeord kan ændre sig, så det kan være en god ide at få set gamle SEO-tekster efter i sømmene. Er de stadig up-to-date, eller trækker de i virkeligheden din ranking ned?

Misforståelse #5: "For meget tekst på hjemmesiden keder folk"

Det er en gammel myte at kunderne ikke gider læse på nettet. Den er blevet aflivet mange gange, men lad os bare tage den igen.

Dine kunder gider godt læse tekster på din hjemmeside – hvis det er gode tekster der er modtagerorienterede, layoutet fornuftigt, kan læses på både mobil og tablet og giver kunden brugbart indhold. Og så gør det heller ikke noget at de er underholdende!

Misforståelse #6: "Min side rangerer allerede højt i Google – det kan jeg se når jeg søger"

Ligger dit eget site altid øverst når du søger på relevante søgeord? Du må have gjort et fantastisk SEO-arbejde!

Eller har du nu også det?

Google husker hvad du har søgt på før, og hvilke sider du har besøgt og brugt lang tid på – som fx dit eget site! Derfor får du de samme sider op i din søgning igen og igen.

For at få en indikation af hvor dit site ligger i Googlesøgninger generelt, skal du åbne Google i et privat vindue:

Gå op i indstillinger eller File i din browser – Vælg Nyt privat vindue

(eller lignende - afhængigt af din browser kan det hedde noget lidt forskelligt).

Nu kan du søge uden at dine egne præferencer farver søgeresultatet. Ser det lige så godt ud som før?

 

Mangler du hjælp til at få gode SEO-tekster, så du kan øge dit salg? Kontakt mig her:

Eller læs mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig med at få styr på dine SEO-tekster.

Har du andre grunde til ikke at arbejde med SEO på din hjemmeside? Så vil jeg meget gerne høre om dem. Skriv dem i en kommentar her.